Landsbygaden 11, Stevnstrup, 8870 Langå

Denne villa på Landsbygaden 11 i Stevnstrup er gennemgribende istandsat, så den fremstår lys og moderne. Flere originale og over 100 år gamle detaljer giver karakter til villaen, og med en grund på knap 1.500 m2 får også udelivet de bedste betingelser.
I den hyggelige by bor der mange børnefamilier, og fra den centrale adresse er der gåafstand til skole, sportsfaciliteter, daginstitution og supermarked. Til fods kan I ligeledes nå Fladbro Skov og naturområderne langs Gudenåen, og i bil tager det mindre end ti minutter til Langå, Randers, motorvejen og den nærliggende golfbane.
Villaen er opført i 1877, og takket være en totalrenovering i 2009 samt yderligere en istandsættelse af førstesalen i 2015 præsenterer alt sig særdeles indbydende. I 2008 er der indlagt naturgas, kloakken mellem villaen og vejen er fra 2014, og i 2016 stod carporten færdig. Her er foruden plads til hele tre biler også etableret to skure. Indretningen i stueplan byder på et stilrent køkken og en stor vinkelstue i åbne forbindelse, og her minder et gammelt og velbevaret gitter i en vægåbning om villaens lange historie. Desuden er der store sprossevinduer og direkte udgang til terrassen i baghaven.
Stueplan rummer endvidere to regulære værelser, en fin entré, et separat toilet samt et flot badeværelse med dobbeltbruseniche og to håndvaske. På førstesalen er yderligere to værelser placeret sammen med en ekstra stue, der med synlige hånebånd og den oprindelige skorsten har masser af charme. Villaen skaber sammen med carporten og et ældre udhus et nærmest gårdlignende terrassemiljø, og i kraft af den vestvendte orientering er solforholdene optimale.
På græsplænen står der en stor, gammel blodbøg, og havens varierede beplantning tæller også flere frugttræer.
Her får I med andre ord en flot renoveret villa med en lang historie og en familievenlig beliggenhed i Stevnstrup.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.